top of page

OPBLANDING OG GLASERING

Opblanding

Du skal bruge:

​

  • En spand/beholder af passende størrelse. Til 2 kg glasur pulver skal spanden kunne indeholde minimum 4 liter.

  • Et litermål

  • Grydeske

  • Evt. en stavblender eller boremaskine med mixer.

  • En flydevægt

  • En glasursigte, netstørrelse ml 60-80

  • Støvmaske

Sikkerhed:

 

Når man opblander glasur skal man undgå at indånde partikler fra glasurpulveret. Glasurpulver indeholder bla. bitte små glaspartikler, som kan skade lungerne. 

Derfor er det vigtig at undgå glasurstøv indendørs både når man opblander glasur og når man glaserer.

Vi anbefaler, at du opblander glasuren udendørs hvis muligt, og at du altid bruger en støvmaske.

Sådan gør du:

​

Hæld det meste af vandet i en spand. Som udgangspunkt bruger man cirka en liter vand pr kilo glasurpulver. Hold lidt af vandet tilbage, så du har noget at justere flydetallet med til sidst.

​

Husk støvmasken og/eller bland glasuren udenfor og undgå at indånde støvet. Hæld glasurpulveret i spanden med vand ad et par omgange, og omrør. Så snart alt pulver er blevet vådt og det ikke støver længere, kan du tage spanden indenfor og færdiggøre opblandingen.

​

Omrør glasuren til alt pulver er opløst, evt. med en stavblender. Tjek at der ikke ligger uopløst pulver på bunden.

​

* Se alternativ opblandingsmetode længere nede.​

​

Vi anbefaler, at sigte glasuren efter opblanding for at være sikker på, at der ikke er klumper eller andet i den færdige glasur. En sigte med en maskefinhed mellem 60 og 80 mesh er fint. Hæld glasuren gennem en glasursigten over i en anden spand. Hvis glasuren er svær at få gennem sigten kan du bruge en grydeske, dejskraber eller opvaskebørste til at "massere" glasuren igennem nettet.

​

Det er ikke et must at sigte, men blot en anbefaling fra os.

 

Mål flydetallet og juster til det anbefalede flydetal, eller det flydetal du selv foretrækker, ved at tilsætte vand. Har du ikke en flydevægt, så gå efter en konsistens, ala piskefløde.

​

Efter opblanding kan du med fordel lade glasuren stå til næste dag for at sikre at alle partikler er fuldt opløst, og at der ikke er luftbobler fra omrøringen.

​​

* Alternativ opblandingsmetode:

Hvis du har en boremaskine med mikser, så kan du med fordel dyppe hele posens åbning ned i vandoverfladen, så støv bliver inde i posen indtil pulveret er sunket ned i vandet og ikke støver. Herefter omrøres glasuren med boremaskine med mikser. 

 

Gode råd om glasering

Glasering af ens keramiske kreation er ligesom kronen på værket, og er der noget mere spændende end at se det færdige resultat efter sidste brænding?

 

Vi har herunder listet nogle tips til, hvordan man opnår et godt resultat. 

  • Glaser, når du har tid nok. Glaseringen går tit i fisk, hvis man har for travlt, og det er bare så ærgerligt. Så sæt tid nok af til det.

​

  • Find alt, hvad du skal bruge til glaseringen frem, inden du går i gang.

​

  • Tør dit emne af med en fugtig svamp, så der ikke sidder støv eller andet på.​​​

​

  • Rør glasuren grundigt og fuldstændigt op inden brug. Glasuren skal være helt jævn, uden klumper, og bundfald i spanden. Dette er for at sikre et korrekt flydetal og for at farven er jævn.

​

  • Mål og noter flydetal. Det er rigtig godt at have styr på flydetallet, Hvad det optimale flydetal er for dig, afhænger af mange ting. Bla. hvor lang tid du dypper, om du dobbeltdypper, lertype, hvor høj temperatur emnet er forglødet ved (sugeevnen) mm., og selvfølgelig af, hvilket udtryk du går efter. Vi har angivet vores anbefalede flydetal for glasurerne, men det kan være, at du foretrækker et andet. 

​

  • Omrør glasuren undervejs i glaseringsarbejdet, så farven forbliver jævn.

​

  • Glaser af flere omgange, hvis skærven på dit emne er tynd. Der er nemlig grænser for, hvor meget væske skærven kan suge, og er skærven blevet for våd, vil den ikke suge så meget glasur til sig.

​

  • Hvis skærven er tynd, kan du dyppe hele emnet på en gang, hvis du vil have samme farve over det hele. Vil du gerne vil have to eller flere glasurer/farver på, så kan det betale sig at lade emnet tørre mellem glaseringerne. Er det f.eks. en kop, som du vil give en farve indvendigt og en anden farve udvendigt, så start med at glasere indvendigt. Lad koppen tørre i minimum nogle timer eller til at skærven igen føles tør. Glaser derefter ydersiden.

​

  • Hvis du arbejder med glasurer i flere farver på samme emne kan du f.eks. lave skarpe overgange, hvor farvene får en helt tydelig overgang. Eller du kan lave flydende overgange, hvor farverne toner ind i hinanden. Skarpe overgange mellem forskellige glasurfarver laves ved at undlade et overlap mellem glasurerne. Flydende overgange laves ved at tillade et overlap af glasurerne.

​

  • Jo tykkere lag glasur, desto mere dækkende bliver farverne. Leg derfor med dyppetid og flydetal. Feks. skal lavaler (1109 Cerama) dyppes længere end lys drejeler (209 Silica Nordic) for at opnå samme farvemætning og glans.

​

  • Pinholes, løbere og lignende kan udbedres inden brænding ved at “nusse” den tørre glasur forsigtigt med fingeren. Gør dette udenfor eller med støvmaske eller under god ventilation, så du ikke indånder glasurstøv. 

​

  • Tør glasuren grundigt af på de flader, der skal stå på ovnpladen. Indtil du kender din glasur godt, så vær konservativ og tør rigeligt af. Better safe than sorry.

​

  • Der kan være behov for at sigte glasuren igen senere hen, hvis der er kommet små lerstykker eller andet i. Der kan let komme små lerstykker i glasuren, hvis du skraber overskydende glasur af dit emne tilbage i glasurspanden. Disse små lerstykker opløser sig ikke i glasuren og kan derfor give ujævnheder i den færdigbrændte glasur. 

​

IMG_6094_edited.jpg
bottom of page